Skal Nivå ende som ren soveby?

følgende er sendt til Uge-Nyt (Fredensborg lokalavis) den 27. juni 2015

Jeg er orienteret om, at der er nogle initiativer omkring udviklingen i Nivå og Centret her, men synes ikke rigtigt, at der sker noget.

Det gør ondt — på en gammel Nivåborger som mig — at se den udvikling, som vi har set i de sidste års tid i vores ellers så gode center her i Nivå.

Som jeg ser verden, så har vi i den senere tid mistet en del liv i centeret, og vi har i alle fald mistet mange forretninger i de sidste år. Jeg kan sådan lige komme i tanke om posthuset, to banker, flere tøjforretninger, bageren, optikeren, isenkræmmeren, fotohandleren og sikker nogle stykker, som jeg allerede har glemt.

Det ville være nemt at sætte sig ned og ønske, at “nogen” skulle gøre noget ved det, men den udvikling, som er igang nu, kan (og skal nok) ikke standses, men måske ændres lidt.

Og… “nogen” kommer vist ikke af sig selv, så hvis der skal ske noget, så må vi nok selv gøre noget.

Vi har nu i vores center flere både store og små lokaler stående ubrugte, hvor der sagtens kunne laves mange forskellige arrangementer af både kulturel, borgernær og hyggelig karakter.

Personligt vil jeg meget gerne være med til at finde ud af, om vi kunne få mulighed/råd til bruge disse lokaler på en måde, som måske kunne skabe noget liv i centeret og måske endda — håber jeg — kunne få nogle forretningsdrivende til at synes, at det kunne være attraktivt at åbne en ny forretning i Nivå Centeret.

Jeg går ikke ind for, at det skulle være en offentlig opgave, hverken med kommunale regler eller finansering, så jeg vil meget gerne arbejde ud fra en ide om selvfinansering og/eller private fondsmidler.

Jeg vil derfor opfordre eventuelt interesserede i at henvende sig til mig.
Så kunne vi måske danne en arbejdsgruppe/forening, som kunne arbejde på at finde måder at få det til at fungere.

Det jeg lige nu har i tankerne er et forsamlingssted, hvor eneste betingelse ville være, at man var menneske (eller hund i snor).
Jeg forstiller mig eventuelle foredrag af almen interesse, kaffestue, måske fremstilling og salg af husflidsting, gymnastik, eller foreningslokaler, men jeg har på nuværende tidspunkt ingen grænser for eventuelle aktiviteter.

Med Venlig Hilsen
Niels Søndergaard
nivaa@algon.dk

se hele artiklen her

Om Niels Søndergaard

Niels Søndergaard er civilingeniør af uddannelse.
Niels sætter den personlige integritet meget højt og mener, at den består i at hver menneske tager ansvar for sit eget liv, og bliver givet friheden til at leve sit liv som det vil, så længe at det ikke skader andre mennesker.

Dette indlæg blev udgivet i Lokal Politik. Bogmærk permalinket.