Digitalisering på Rådhuset

Læserbrev i Uge-Nyt, 17. marts 2014

Jeg er – af flere grunde – tit gæst på Fredensborg Rådhus i Kokkedal. Jeg medbringer min smartphone, og meget tit også min iPAD, fordi jeg så sparer at skrive alting ud på papir (og det er jo ret miljøvenligt, syn’s jeg selv).

Jeg får imidlertid et problem eller rettere, jeg bliver temmelig irriteret, når jeg skal bruge nettet til at hente mine dokumenter, slå noget op på nettet eller hente mail, og jeg derfor vil bruge en midlertidig/offentlig internetadgang.

Kommunen har nu lavet et meget fint system, så hvis jeg har en smartphone, så kan jeg logge ind med en nøgle, som kommunen har sendt mig pr. SMS. En sådan login skulle vare 24 timer, men mange gange er den væk, hvis jeg ikke holder min IPAD “vågen” hele tiden. Jeg har haft et 2 timers møde, hvor jeg var nødt til at logge på med en ny SMS 6 gange.

Personligt finder jeg det overordentligt ugæstfrit, at der er nødvendigt med at logge ind på det, der vel burde være et helt almindeligt hotspot, hvor jeg bare automatisk er logget ind.

Jeg kan ikke se, hvad kommunen skal bruge mit telefonnummer for, bare fordi jeg skal bruge en internetadgang. Jeg er ikke bekendt med, at kommunen pådrager sig et ansvar ved mit brug af en åben internetadgang, så jeg finder det bare irriterende og bureaukratisk at skulle sætte denne login op, hver gang jeg skal besøge rådhuset.

Dette signalerer en lukkethed og manglende gæstfrihed, som jeg ikke synes klæder kommunen, og jeg efterlyser en rigtig god grund til, at det er lavet på denne måde.

med venlig hilsen
Niels Søndergaard
Liberal Alliance Hørsholm-Fredensborg

Om Niels Søndergaard

Niels Søndergaard er civilingeniør af uddannelse. Niels sætter den personlige integritet meget højt og mener, at den består i at hver menneske tager ansvar for sit eget liv, og bliver givet friheden til at leve sit liv som det vil, så længe at det ikke skader andre mennesker.
Dette indlæg blev udgivet i Lokal Politik. Bogmærk permalinket.